Antarktis’ historie   I løbet af 200 mio. år har Antarktis skilt sig ud fra den sydlige halvkugles tidligere superkonti­nent, og har bevæget sig gennem flere klimazoner og klima-epoker til sin nuværende placering omkring den geografiske sydpol. Forskere har fundet massevis af forsteninger, som beviser, at Antarktis har haft en varm fortid. For ca. 30 mio. år siden var klimaet fx subtro­pisk. Tidligere har der levet bl.a. dinosaurer, hvor der i dag kun er sne- og isørken.   Gamle polynesiske sagn antyder, at mennesker tidligt besøgte Antarktis. Men der findes ingen beviser, og meget tyder på, at menneskeheden først satte fod på kontinentet i 1821. Pioné­eren var amerikaner og hed John Davis. To år tidligere havde den amerikanske hvalfanger Nathaniel Palmer som den første fået landkending af det kontinent, som bl.a. den britiske opdagelsesrejsende Cook tidligere havde været tæt på at opdage. Efter pionererne kom de videnskabelige ekspeditioner. Fra midten af 1830'erne begyndte en mere systematisk udforskning, men vi skal helt hen til 1911, før det lykkedes en ekspedition under ledelse af nordmanden Roald Amundsen at trænge ind på det centrale polplateau og helt frem til den geografiske sydpol. Den norske ekspedition vandt kapløbet om at være først på polen. Taberne, briten Robert Scott og hans ekspeditionsmedlemmer, ankom fire uger senere til polen, hvor de så det norske flag vaje. De omkom på vej tilbage fra polen. I slutningen af 2. verdenskrig imødegik Storbritannien territoriale krav fra Argentina og Chile ved at etablere den første permanente base på kontinentet. Også Frankrig, Norge, Australien og New Zealand har stillet territoriale krav, men en international traktat, Antarktis-traktaten, fastfrøs i 1959 alle territoriale krav. I vinteren 1999 havde 18 lande i alt 43 videnskabelige stationer i drift.       Størrelse   Antarktis er verdens femte største kontinent og strækker sig over 14,2 millioner kvadratkilometer. Om vinteren fordobles arealet på grund af isdannelse. Området indeholder ca. 70% af verdens totale ferskvandsressourcer     Klima - ekstremernes kontinent     Antarktis er det koldeste kontinent, og det er også her den koldeste temperatur på jorden er målt. Den 21. juli 1983 blev den målt til –89,2°C ved Vostok-basen. Det er således det eneste kontinent, hvor mennesket aldrig har bosat sig permanent – endnu! I tillæg til kulden blæser det forholdsvis meget. Vindene er målt op til 320 km/t, og disse har en tendens til at blæse ned over fjeldene og ud mod kysterne. Nedbørsmængden i Antarktis er forholdsvis lille. Inde i landet kommer der ikke mere end 50 mm nedbør årligt. Ude ved kysterne kommer der mere nedbør, hvor der også kan forekomme kraftige snebyger.   Ant-arktis betyder “modsat Store Bjørn” (stjernebilledet omkring Nordpolen). Det antyder, at man i århundreder har anet, at der var et kontinent omkring Sydpolen, men vi skal frem til 1819, før en amerikansk hvalfanger som den første fik landkending af ekstremernes kontinent. 99,6 procent af Sydpolarlandets 14,2 mio km2 er dækket af is og sne. Ligesom Grønlands indlandsis består isdækket på Antaktis af et kilometertykt skjold af sammenpresset snefald gennem tusinder og atter tusinder af år. Isdækket er op til 4,7 km tykt og giver Antarktis en gennemsnitshøjde på 2.300 m. Det indeholder 90 procent af klodens is og 70 procent af verdens samlede mængde ferskvand. Hvis man kunne fjerne isdækket, ville man i den vestlige del se en mængde små, bjergrige øer stikke op af havet - i stil med Indonesien. Den østlige del er under isen et sammenhængende landområde på størrelse med Australien. Hvis Antarktis var et land, ville det være verdens næststørste - efter Rusland. Men klodens sydligste kontinent tilhører hele menneskeheden. Lande, som repræsenterer 80 procent af Jordens befolkning har underskrevet en traktat, som skal sikre Antarktis som et militærfrit og så vidt muligt forureningsfrit område, som kun benyttes til fredelige forskningsaktiviteter     Frostens og stormenes rige   Den 5. januar 1974 var der varmerekord på det Antarktiske kontinent. Personalet på New Zealands forskningsstation Vanda kunne dén dag vove sig udenfor i skjorteærmer i nogle få minutter, for termometeret stod på 15 plusgrader. Men ellers er Antarktis året rundt én stor dybfryser. Sommertemperaturen i det indre af kontinentet ligger typisk mellem 15 og 35 minusgrader, og om vinteren synker kviksølvsøjlen til mellem 40 og 70 frostgrader. En julidag i 1983 målte den russiske Vostok-station jordklodens foreløbige kulderekord, minus 89,2 grader.   Man kan sige, at Antarktis har sit eget klima, for et permanent højtryk spærrer vejen effektivt for varmere luftstrømme nordfra. Den tørre luft, som synker ned over Antarktis fra stor højde, er årsag til, at kontinentet også er indehaver af rekorderne som jordens tørreste og mest blæsende sted. Nedbøren i denne sne- og isørken er på kun 50-250 mm om året (450-700 mm i Danmark), og den gennemsnitlige vindhastighed svarer til stormende kuling, nemlig 22 m/s. (gennem­snit i Danmark er 4 m/s). Der er målt vindhastigheder op til 100 m/s i Antarktis. Det er disse ekstreme vejrforhold, der gør det umuligt for mennesker at opholde sig perma­nent på det antarktiske kontinent uden forsyninger udefra og et stort opbud af tekniske hjælpemidler.   Dyre og planteliv   1. Det antarktiske fastland Det siger sig selv, at hverken dyre- eller plantelivet har store udfoldelsesmuligheder på et kontinent med så ekstreme og livsfjendske temperatur- og vindforhold som Antarktis. Netop derfor er de planter og dyr, der lever der, slående beviser for, hvor stædigt livet trodser selv de barskeste vilkår og insisterer på at finde og udfylde enhver niche. De fastboende landdyr er alle hvirvelløse dyr som protozoer, rundorme og tartigrader (populært kaldet bjørnedyr). Desuden findes leddyr som springhaler, mider og nogle insekter. Flere af dem lever som parasitter på fugle og sæler. Også i plantelivet skal vi i småtingsafdelingen. Ingen træer eller buske kan leve på det antarktiske fastland, kun mos, lav og lign. En helt speciel livsform er de ca. 20 arter af sne-alger, som kan forme lyserøde, røde, gule eller grønne pletter på de hvide vidder. Nogle alge- og lavarter formår endda at leve inde i klipper - i små revner og hulrum.     2. Havet omkring Antarktis   I modsætning til fastlandets næsten sterile is- og sneørken vrimler det med liv i havet. Det skyldes opstrømning af næringsstoffer fra større dybder. Den rejeagtige krill findes i enorme mængder i de antarktiske farvande, og er et vigtigt led i fødekæden. På toppen af fødekæden står havpattedyr, bl.a. sæler og hvaler samt en række fuglearter, bl.a. petreller, albatrosser og pingvin-arter. Kun én fugleart, kejserpingvinen, yngler og overvintrer på selve Antarktis. Alle andre fugle,følger med havis-grænsen, som rykker flere hundrede kilometer frem og tilbage i takt med årstiderne.   Kejserpingvinen er den største pingvinart. Dyrene er mere en meter høje og vejer op til 40 kilo. Når sommeren slutter, begiver flokken af pingviner sig ud på den lange vandring mod deres ynglekoloni – bort fra havet, hvor de fanger deres føde. 200 kilometer går eller maver de sig afsted i ismarken. Ved ankomsten er de over 1.000 pingviner samlet på det hellige sted i 50 minusgrader. I 9 uger står de tæt sammen med æggene mellem benene, indtil de er udklækket. Og en dag kigger ungerne ud.         Hør' Kejserpingvinen her     .